Hvert år bliver flere tusind fædre ramt af en fødselsdepression i Danmark, men kommunernes hjælp til fædrene følger ikke med. Det bekymrer både psykologer og specielt Mødrehjælpen, som kæmper for bedre vilkår til mændene.
”Når jeg kigger på det i dag, tuder jeg stadigvæk,” siger Dan Christensen. Foto: privatfoto
Af Line Sofie Østenfjeld Beck
Der er ledninger og apparater over det hele i det hvide rum. En sonde hænger fast til en lille drengs næse med modermælkserstatning. En slange går ned i halsen og suger hans væske ud af kroppen, da han ikke kan komme ordentligt af med det. Han kæmper med sine små arme for at få slangen væk.
Det er den 26. september 2017 på Odense Universitetshospital. Anne og Dan Christensen er lige blevet forældre til deres nyfødte søn, Mads. Dan sidder i en lysebrun læderstol på neonatal afsnit, mens Mads ligger på hans nøgne bryst. Neonatal afsnit er et sted, der hjælper og behandler for tidligt fødte børn. Og det er Mads.
Det er dog ikke det eneste problem. Anne har haft svangerskabsforgiftning og født Mads ved akut kejsersnit, så lægerne er ved at undersøge hende.
Imens sidder Dan i læderstolen med hans nyfødte søn liggende på brystet og stirrer ud i luften. Han har helt blanke øjne og er spøgelseshvid i hovedet. Der er stille på stuen.
”Man kan se, at jeg er helt væk,” siger Dan.
Intet er som forventet
Fødslen foregår ikke, som nogen havde forventet det. Anne bliver indlagt på hospitalet 72 timer, inden hun kommer på fødegangen. Lægerne forsøger at holde Mads inde i maven længst muligt, men til sidst bliver Dan desperat. Han kan se på sin kone, at hun ikke har det godt. Og samtidigt føler Dan heller ikke, at der er plads til ham.
Dan er ikke psykisk til stede. Han kan ikke holde styr på sit arbejde, og når man spørger ham i dag, kan han ikke huske, hvad han lavede op til fødslen – samt de første par timer efter.
”Jeg var bare overladt til mig selv under hele forløbet,” siger Dan. ”Jeg stod bare der og var fuldstændig magtesløs.” Han beskriver hele fødslen som ”en ud-af-kroppen-oplevelse,” hvor han står ved siden af og ser det hele ske uden at kunne gøre noget.
De første tre måneder efter Mads’ fødsel er hårde for den lille familie. Mads kæmper med at være for tidligt født, men han har også et for kort tungebånd, stramt læbebånd og navlebrok. Og kolik.
”Man bliver sindssyg af at høre på et barn, der skriger og skråler 24/7,” siger Dan. ”Vi var overbombet med udfordringer lige fra første dag. Det var træls.”
Anne føler den første tid, at hun har to børn, hun skal tage sig af. Dan sidder i hjørnet af sofaen og græder det meste af tiden, fordi han ikke kan holde sig selv og hele situationen ud. Og samtidigt ligger Mads og græder, fordi han har ondt. Det er kaos.
Manglende hjælp til fædre
Men Dan er ikke et enestående tilfælde. Ifølge tal fra Rigshospitalet får 7-8 procent af fædre hvert år en fødselsdepression – også kaldt en efterfødselsreaktion. I 2020 blev der født næsten 61.000 børn, hvilket svarer til, at omkring 4.000-4.500 fædre blev ramt af en fødselsdepression.
Alligevel viser en undersøgelse, som Mødrehjælpen har lavet i samarbejde med ledende sundhedsplejesker, af de kommunale tilbud fra november 2021, at det kun er hver anden kommune, som har et tilbud til fædre med en fødselsdepression. Undersøgelsen viser samtidigt, at næsten alle kommuner har tilbud til mødrene.
Mødrehjælpen er en organisation, der hjælper familier.
”Udgangspunktet er det helt enkelte, at fars nærvær og omsorg er lige så vigtig for barnet som mors,” siger Flemming Schultz fra Mødrehjælpen.
Han forklarer, at undersøgelsen blev lavet, fordi de hos Mødrehjælpen har indikationer på, at sundhedssystemet ikke har været opmærksom nok på, at fædre også rammes.
”Der har derfor været mange fædre, som er gået ubehandlet igennem fødselsdepressionerne,” siger han og tilføjer: ”Derfor har vi lavet en kortlæsning, som viser, at hjælpen til fædre, der rammes af fødselsdepression, simpelthen ikke er god nok. Den er for spredt, for mangelfuld og for usynlig.”
Hos Mødrehjælpen mener de, at den kommunale sundhedspleje er vigtig for at give familier en god start, men den nye undersøgelse viser, at hos mange kommuner er hjælpen begrænset.
Jacob A. Cornett, som er psykolog og har speciale i samtaler med mænd, kalder det ligeledes problematisk, at der ikke er hjælp til alle, som har det svært. ”Der er mange faktorer i det med at blive en familie, som hos fædrene skal gribes og håndteres,” forklarer han.
En reaktion
På postkassen er der tegnet et billede af den lille familie og deres kat. Den sorte brevkasse står for enden af en indkørsel. I den anden ende ligger er gult murstenshus. Her bor familien Christensen. Når man træder ind, er det første, man ser, legetøj. Der er også legetøj overalt inde stuen. Det ligger spredt på reoler og gulvet. Det er tydeligt, at det er et hjem, der tilhører en børnefamilie.
De første par dage efter Mads’ fødsel, er familien igen indlagt på hospitalet. Dan får flere gange ”blackouts”, hvor han sidder og stirrer ud i luften. Han er ingen måde kontaktbar i flere minutter ad gangen.
Anne og Dan kæmper en kamp. De kæmper for at være til stede for deres nyfødte søn og hjælpe ham igennem sine problemer, men samtidig kæmper Dan også med de følelser, som han har inde sin krop. Han kan ikke genkende sig selv. Det er en brussende følelse i hele kroppen. Det sitrer i fingrene. Blodet pumper rundt. Irritationen vokser inde i ham. Men han har en følelse af afmagt. Hvad skal han gøre?
Anne beskriver ham som gal og sur. ”Han råbte og skreg af Mads og mig,” fortæller hun. ”Han var modbydelig at være sammen med, før han fik hjælp.” Dans opførsel er ved at splitte den lille familie ad.
Dan og Anne har de sidste par måneder forsøgt at få barn nummer to. Foto: Line Sofie Østenfjeld Beck
Et problem for hele familien
Midt i stuen står familiens spisebord med en trip-trap stol for enden. Ovre i hjørnet står et juletræ pyntet i røde farver. Dan sidder på en stol. Hans arme læner sig på bordet.
”Det er forfærdeligt. Det er slet ikke mig,” siger han. ”Det er lidt som skizofreni, hvor man bliver en helt anden person. Og så kommer ordene bare ud, uden jeg kan stoppe det.”
Tårerne samler sig i hans øjenkrog. Flere år efter episoderne, er det stadigvæk hårdt for Dan at snakke om.
Psykolog Jacob Cornett peger på, at det er et kæmpe problem i de familier, hvor faren får en fødselsdepression, men hvor der ikke er hjælp at hente hos kommunen.
”Når faren har det dårligt, så lider barn og parforholdet af det. Det er der slet ikke nogen tvivl om,” fortæller han.
Jacob Cornett forklarer desuden, at der er større risiko for, at forældrene går fra hinanden, hvis den ene af dem har det svært efter barnets fødsel.
Flemming Schultz fra Mødrehjælpen peger ligeledes på, at det kan have direkte betydning for barnets trivsel og opvækst, hvis faren har en fødselsdepression.
”De ressourcer, som et nyfødt barn har brug for – i form af nærvær, omsorg og relations dannelse – de bliver påvirket af, at den ene af forældrene, faren her, er så hårdt ramt af en reaktion, som han ikke får tilstrækkelig hjælp og behandling for,” forklarer Flemming Schultz.
Psykologhjælp
En tåre bliver hurtigt efterfulgt af den næste. Kinderne er våde af vand. Øjnene er blanke. Dan sidder hos sin psykolog Dorthe. Hun beder ham om at fortælle om fødslen. Det er hårdt for ham, hver gang han bliver mindet om dagene op til og efter fødslen.
Tilbage på Odense Universitetshospital, bemærker den mandelige overlæge på afdelingen, Carsten, Dans’ opførsel og hvor dårligt, han har faktisk det. Dan fortæller, at hvis det ikke havde været for Carsten, så havde han ikke været der, hvor han er i dag. Carsten hjælper familien med at finde en psykolog til Dan.
”Han skubbede lidt ekstra på systemet,” forklarer Dan.
To uger efter Mads’ fødsel starter Dan hos Dorthe. De står overfor hinanden og snakker. De udspiller sammen de scenarier, som kan opstå hjemme hos familien. Mads vælter en kop med juice ved spisebordet. Anne, der er stresset. Mads græder. Med hjælp fra Dorthe lærer Dan, at han skal gå væk og trække sig, når han kan mærke, at han får den sitrende og brussende følelse i kroppen. Det værktøj bruger han stadigvæk i dag.
Desuden har familien indført en ”pyt-knap”. En fysisk knap, som de alle tre trykker på, mens de siger pyt til de små irriterende situationer, der opstår i hverdagen.
Dan ender med at gå til psykolog i 40-50 timer.
”Men det har været en kamp uden lige at få hjælpen,” fortæller Anne, og Dan tilføjer: ”Hjælpen skal man kæmpe for.”
På trods af at Dan faktisk fik hjælp hos en psykolog, så føler han ikke, at han blev hjulpet, før det næsten var for sent.
”Det irriterer mig, at der ikke var nogen der så mig og greb mig, inden jeg faldt.”